Alle, der ejer fast ejendom, skal i Danmark betale ejendomsskat. Det er Skattevæsenet, der bestemmer hvor meget ud fra en vurdering, som de foretager hvert andet år og det er din kommune, der opkræver pengene.
Men det er også din kommune, der kan give dig et lån til betaling af dine ejendomsskatter og et rigtig fordelagtigt og billigt ét endda. Det kaldes ”indefrysning” af ejendomsskat og betyder kort fortalt, at du ikke behøver bekymre dig om betaling af din ejendomsskat, så længe du bliver boende.
Det er en ordning, der ikke er særlig gammel – den blev vedtaget af Folketinget i 2007 – men der er allerede udbetalt rigtig mange penge som lån.
Hvad kræver det?
Du, eller din ægtefælle, kan få lov at låne til betaling af ejendomsskatterne, hvis bare én af jer er fyldt 65 år. Også selvom I stadigvæk arbejder og tjener penge.
I kan også få lov at låne, selvom I ikke er fyldt 65 år, hvis bare én af jer får pension (og her kan der være tale om både folkepension, sygepension eller anden form for pension) eller efterløn. Også selvom I har formue stående i banken og det er vel og mærket uanset formuens størrelse.
Hvad kan du låne til?
Du kan låne penge til betaling af dine ejendomsskatter. Du kan dog kun låne penge til én ejendom, så hvis du f.eks. både har et hus og sommerhus, så kan du altså kun låne til det ene.
Det er vedtaget af Folketinget, for at give mennesker mulighed for at være længst muligt i deres eget hjem, så de i det mindste ikke bliver tvunget til at flytte på grund af økonomien.
Hvad betyder det for dig?
Konkret betyder det, at du ikke skal betale ejendomsskatter mere. Lånet skal naturligvis betales tilbage, når din ejendom bliver solgt, men kun hvis det IKKE er til én fra din familie – det har den klare fordel, at din ægtefælle ikke behøver at ansøge på ny, hvis du afgår ved døden eller skal på plejehjem. Lånet forsætter blot som hidtil.
Og så er renten meget lav, men du kan til gengæld ikke trække renterne fra på din selvangivelse. Rentesatsen er i 2011 på 3,08 %.
Det lyder for godt til at være sandt?
Det er rigtigt, men der er dog fornuft i det fra Folketingets side, for det koster flere ressourcer at have et menneske på f.eks. et plejehjem i stedet for i eget hjem. Læg dertil en øget livskvalitet for den enkelte og for familien. Det skulle gerne spare samfundet for en masse penge.
De fleste lån bliver også tilbagebetalt i form af en arv f.eks. og så er det pludselig en indbringende forretning for alle parter.
Hvem ved mere?
Det er din kommune, du skal tale med – de har både ansøgningsskema og mere information. Husk at vælge den rigtige kommune, hvis du har flere ejendomme, for du skal ansøge i den kommune, hvor din ejendom ligger.
Der er ingen grund til at kontakte en advokat eller lignende.
Links:
Lovteksten
Information fra Borger.dk