Hvis du står i en situation, hvor du har behov for at låne penge til indskuddet til din kommende bolig, har du den mulighed at søge om det ved kommunen.
Her kan du læse om, hvad der skal til for at blive bevilget et sådant lån.
Betingelserne
Der er fra kommunens side stillet forskellige krav, der gør, at det ikke er hvem som helst, der kan blive bevilliget lånet. Først og fremmest skal det være en almen bolig, du flytter ind i. Det kan for eksempel være en ungdoms- eller ældrebolig.
Lånene gives til både lejligheder og enkeltværelser, og der er krav om, at der skal være et køkken.
Hvis det er en lejlighed, du flytter ind i, må husstandens samlede indtægt højst være 210.143 kr./året (2011 tal). Dette beløb forhøjes dog med 36.800 kr. for hvert barn, der er i husstanden. Dette gælder til og med det 4. barn.
Når du flytter i et enkeltværelse, er det tallet 142.607 kr., som den samlede indtægt ikke må overstige. Ligeledes forhøjes dette med 36.800 kr. for hvert barn, som bor i husstanden, og igen gælder dette op til fire børn.
Der er særlige regler for flygtninge og unge uddannelsessøgende, som bor flere i en lejlighed. Disse kan undersøges nærmere ved den pågældende kommune. Desuden kan der også ydes lån til ældre og handicappede, selvom de flytter ikke i en almen bolig.
Ved afslag
Du er ikke sikker på at få tildelt lånet, selvom din husstands indtægt er lavere end de overstående tal. Kommunen kan vurdere, at du samlet set ikke har behov for lånet. Det kan være, hvis din indtægt kun midlertidig er lav, eller du selv har en formue at betale indskuddet for. Og hvis du allerede bor i en tilfredsstillende bolig, kan kommunen også give dig et afslag.
Du kan også få afslag, hvis huslejen er over halvdelen af din husstandsindtægt. Dette gælder, hvis kommunen yderligere afslår at yde boligsikring eller en boligydelse til den løbende leje.
Endelig kan du få et afslag, hvis du gæld fra et tidligere beboerindskudslån.
Hvis du indsender en klage over kommunens beslutning vedrørende lånet, vil kommunen genvurdere deres beslutning. Hvis du igen får afslag, sendes klagen videre til det sociale nævn.
Kommunen giver også, hvad de kalder ”Frivillige lån”. Det betyder, at selvom din husstandsindtægt overskrider den fastlagte grænse, kan du få tildelt et lån, hvis kommunen vurderer, at behovet er der.
Den enkelte kommune vurderer selv i hvilke tilfælde, der ydes frivillige lån.
Selve lånet
Når du låner penge ved kommunen til indskud, er de første fem år af låneperioden afdrags- og rentefrie. Efter de fem år er gået, begynder afbetalingen. Renten er 4,5 %, og perioden lånet løber over afhænger af hvilken bolig, du bor i.
Hvis du bor i en lejlighed, skal det betales tilbage over 10 år. Hvis det er et enkeltværelse, du bor i, skal du betale tilbage over 5 år.
På denne hjemmeside kan du finde yderligere information om emnet:
www.borger(.)dk