Det er et sandt hit for danskerne at købe sig et fritidshus. I sin tid var det noget, der var forbeholdt det bedre borgerskab, men da den almene borger i løbet af 60erne kom til penge, blev det hurtigt moderne at anskaffe sig en ekstra bolig.
Her kunne man spendere sin ferie, få fornyet livsglæde og opleve hyggelige stunder med familien.
Denne form for ferie holder den dag i dag. Og mange ejer et fritidshus i Danmark såvel som i Sverige. Der er lavet flere undersøgelser, som viser os, at danskerne typisk har købt en ødegård i Småland. Det ligger i Sydsverige, hvilket gør at afstanden er til at overkomme.
Nabolandet hitter
Men hvad er det, der gør, at Sveriges såkaldte sommerstugaer er så populære? En af grundene er helt sikkert naturen, som adskiller sig væsentligt fra den, man ser i Danmark. Klipper, enorme skove og en masse mos.
Sverige er kæmpe stort, og befolkningstætheden er lav. Desuden er det svært at drive landbrug, bl.a. pga. de mange sten i jorden. Derfor er der masser af uberørt skov – med andre ord store vidder at bredde sig ud på.
Den klassiske røde stuga er den dyreste
Særligt de røde huse er et hit for os danskere, og de er derfor også dyrere end for eksempel de gule og blå træhuse. Det skal man tage med i sin overvejelse, når man kigger efter hus.
Ligeledes er det dyrere at købe en grund, der ligger tæt ved vandet. Vil man have det billigt, skal man ind i landet, hvor der i øvrigt er masser af søer, så helt at undvære vandet behøver du ikke. Dog topper prisen, hvis du vil have et hus med sø ved grunden. Det billigste hus er altså gult og til at finde inde i landet – og gerne et stykke fra større byer. Under alle omstændigheder vil ødegårdene i Sverige typisk være billigere end sommerhusene i Danmark.
Når du skal låne
Inden du begiver dig ud i at skulle låne penge til din drømmebolig i Sverige, er der forskellige ting at tage højde for. For eksempel vil långiveren altid tjekke din privatøkonomi efter i sømmene, så det er en god idé at have orden i sagerne. Hvis du har en stabil indtægt og i øvrigt forstår dig på at have en sund økonomi, skal du ikke bekymre dig videre.
Dertil kommer de mange forskellige lånetilbud, der findes på markedet. Det kan virke som en ordentlig mundfuld til at begynde med, og det er altid en god idé at få sig en snak med en rådgiver. På den måde kan I sammen komme frem til hvilket slags lån, der passer dig og dine behov bedst.
Du skal beslutte, hvor mange år lånet skal løbe over og derudover, om du vil have en fast eller variabel rente. Med den variable rente kan du risikere, at lånet bliver dyrere, end da du først tog det – omvendt er chancen for, at det bliver billigere der også. Med flex-lånet fastlægges renten for 1 år af gangen efter markedsrenten.
Hvis du har brug for tryggere rammer, er den faste rente måske mere dig. Her er renten selv sagt fast og forbliver derfor den samme uanset hvordan økonomien er i det øvrige Danmark.
Har du overvejet…
Om du vil have et hus med indlagt el og vand? Toilet inden døre eller et udendørs das? I Sverige giver sådanne ting ikke nødvendigvis sig selv.
Men mange danskere foretrækker også at hente vandet i en brønd udenfor frem for at have indlagt det i huset, ligesom det heller ikke gør dem noget at skulle tisse i et separat skur – det er ligesom en del af oplevelsen. Man skal dog overveje, om man for eksempel har i sinde at benytte sig at huset i vinterhalvåret, for i så tilfælde er det vigtigt, at der er indlagt el.
Uanset hvad du vælger, er det vigtigt, at du laver en grundig research, inden du køber huset. Og hvis du ikke har lyst eller tid til at ligge i pendulfart over Øresund, er nettet et godt alternativ. Der findes masser af hjemmesider, hvor der er god hjælp at hente. Der findes sågar hjemmesider for danskere udelukkende med fritidshuse i Sverige.
Det er bare om at springe ud i det.
Nyttige links:
Som sagt er der masser af information at hente, men her et lille udpluk af relevante links.
www.oedegaarde.dk
www.bovision.se
www.danske-torpare.dk
www.rd.dk