Står du og overvejer at investere i en andelsbolig, har du mulighed for at tage et lån hos Danske Bank. Man har tre typer lån at vælge mellem – Et andelsboliglån (variabel rente), en andelsboligkredit (variabel rente) samt et andelspantebrev (fast rente).
Hvilket lån man bør vælge, afhænger af ens økonomiske situation og temperament. Vi starter med at se på andelsboliglånet.
Andelsboliglån
Dette er et traditionelt lån (annuitetslån) med en variabel rente, så det er vigtigt at have plads i økonomien til mulige rentestigninger. Til gengæld kan renten jo også falde – til din fordel naturligvis. Lånet betales af månedligt, men banken giver plads til ydelsesfrie måneder, hvis dette er nødvendigt.
Det kunne jo ske, at der faldt en konfirmation, en rund fødselsdag eller noget helt tredje, som slugte månedens moneter. Så det er bestemt en god sikkerhed at have. Det er dog vigtig at skrive sig bag øret, at man blot skubber pengene foran sig. Jo oftere man springer en måned over, jo længere sidder man med gælden.
Det er muligt at betale af i op til 30 år, men jo kortere løbetiden er, jo mindre er renten. Det er ligeledes muligt at lægge lånet sammen med dine øvrige lån. Man kan med fordel tage sig en snak med en af bankrådgiverne i dette tilfælde. Kursen ligger fast på 100, når det udbetales såvel som indbetales, hvilket giver en ekstra sikkerhed.
Hvad koster det?
Prisen for et andelsboliglån hos Danske Bank afhænger af lånets størrelse, men der er dog nogle faste satser, som man ikke kan komme udenom. Man skal altid betale stiftelsesprovision, ekspeditionsgebyr samt tinglysningsafgift. De specifikke tal for de tre opstartsgebyrer kan du finde ved at følge linket i bunden af artiklen.
På bankens hjemmeside har de også udarbejdet et eksempel på et andelsboliglån og omkostningerne herved. Hvis man synes, at det hele er lidt kringlet og teknisk, kan det være en god idé at tage et kig på eksemplet og eventuelt få en bankmedarbejder til at gennemgå det – eventuelt med din egen økonomiske situation som udgangspunkt.
Andelsboligkredit
Dette lån fungerer praktisk talt som en kassekredit. Det giver en stor frihed i form af tilbagebetalingen. Renten er variabel, så ligesom ved andelsboliglånet skal man være opmærksom på at renten – og dermed ydelsen – kan falde og stige. Ligesom ved andelsboliglånet kan man også her betale lånet af i op til 30 år, og du slipper heller ikke for at betale stiftelsesprovision, ekspeditionsgebyr samt tinglysningsafgift ved oprettelse af lånet.
Du kan koble både kort og lønkonto til lånet
Eftersom det fungerer som en kassekredit, kan du også få kort til kontoen – Dankort, Visa/Dankort og MasterCard – og samtidig bruge andelsboligkreditten som lønkonto. Hvis du så har Danske Netbank, kan du frit overføre penge og dermed helt selvstændigt styre afbetalingen af lånet. Man vil dog normalt blive enig med banken om en månedlig ydelse, som man så kan modellerer efter behov – og julegaveindkøb.
Andelspantebrev med fast rente
Den sidste type lån Danske Bank udbyder er til dig, der gerne vil have en fast udgift på lånet hver måned. Det er det sikre valg, hvor man så til gengæld må give afkald på andre goder. For det første kan man ikke få afdragsfrie måneder, som var tilfældet ved det øvrige to lånetyper. Andelspantebrevet har samme funktion som et almindeligt pantebrev, hvilket vil sige, at det bliver tinglyst, og banken tager pant i andelsboligen som garanti for lånet.
Alle tre typer lån kan til enhver tid indfries til kurs 100. På Danske Banks hjemmeside er der en sammenligning af de tre typer andelsboliglån. Følg linket herunder.
Relevante links:
www.danskebank.dk
Sammenlign lån til andelsbolig – Danske Bank